1. Indledning

En tvangsmæssig anbringelse af et barn uden for hjemmet er et af de mest indgribende indgreb, det offentlige kan foretage over for en familie. Derfor stiller lovgivningen skrappe krav til både det materielle grundlag — altså om betingelserne er opfyldt — og sagsbehandlingen — altså hvordan kommunen undersøger, dokumenterer og forelægger sagen.

Efter barnets lov kan et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet både med samtykke og uden samtykke. Anbringelse med samtykke sker efter barnets lov § 46, mens anbringelse uden samtykke sker efter barnets lov § 47. Social- og Boligministeriet beskriver, at anbringelse uden for hjemmet kan ske både med og uden samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år.

2. Kommunens pligt til først at undersøge barnets forhold

Før kommunen kan træffe eller indstille til en så indgribende afgørelse, skal der som hovedregel være foretaget en grundig udredning af barnets og familiens forhold.

Efter barnets lov § 18 skal kommunen foretage en screening, når kommunen har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung kan have behov for hjælp og støtte. Screeningen skal bruges til at vurdere, om der er behov for yderligere udredning. Hvis sagen kræver mere, skal kommunen vurdere, om der skal ske afdækning efter § 19 eller en børnefaglig undersøgelse efter §§ 20-22.

En børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20 skal blandt andet iværksættes, når der er grund til at antage, at sagen er alvorlig eller kompleks, herunder når kommunen overvejer anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal også træffe afgørelse om børnefaglig undersøgelse ved overgreb eller mistanke om overgreb. Undersøgelsen skal som udgangspunkt afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at barnet kan have behov for særlig støtte.

Det betyder, at en anbringelse uden samtykke normalt ikke må bygge på løse antagelser, enkeltstående bekymringer eller udokumenterede vurderinger. Kommunen skal have et oplyst grundlag, der belyser både barnets behov, familiens ressourcer, forældrenes omsorgsevne og mulige støttemuligheder.

3. Mindre indgribende indsatser skal vurderes først

Et centralt princip i sager om anbringelse er, at kommunen skal vurdere, om barnets behov kan imødekommes med mindre indgribende støtte, før der vælges anbringelse uden for hjemmet.

Efter barnets lov § 32 kan kommunen iværksætte støttende indsatser, hvis det er af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov. Indsatserne kan blandt andet omfatte praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, fast kontaktperson, familiebehandling og familieanbringelse i form af døgnophold.

Særligt relevant i sager om spædbørn, små børn eller usikkerhed om forældreevne er familieanbringelse efter barnets lov § 32, stk. 1, nr. 6. Bestemmelsen omfatter døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og eventuelt andre familiemedlemmer i eksempelvis plejefamilie, børne- og ungehjem eller botilbud.

Social- og Boligministeriets vejledning beskriver, at familieanbringelse ofte indgår som led i familiebehandling, men også kan bruges som led i en undersøgelse af forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse. Vejledningen præciserer også, at familieanbringelse ikke er det samme som en anbringelse af barnet efter reglerne om anbringelse uden for hjemmet.

Det er derfor juridisk relevant at spørge kommunen:

Har kommunen konkret vurderet, om støtte i hjemmet, familiebehandling, aflastning, netværksstøtte eller familieanbringelse/mor-barn-ophold kan afhjælpe bekymringerne?

4. Betingelserne for anbringelse uden samtykke efter barnets lov § 47

Den centrale bestemmelse er barnets lov § 47.

Efter denne bestemmelse kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Risikoen skal skyldes et eller flere af de forhold, der er nævnt i bestemmelsen, herunder utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Social- og Boligministeriet sammenfatter kravet sådan, at et barn kun kan anbringes uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling, og hvis der samtidig er en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses, mens barnet fortsat bor hjemme.

Det er altså ikke nok, at kommunen mener, at forældrene kunne gøre ting bedre. Der skal være tale om en kvalificeret og alvorlig risiko for barnet.

5. Kravet om, at problemerne ikke kan løses i hjemmet

Et af de vigtigste krav er, at kommunen skal kunne begrunde, hvorfor problemerne ikke kan løses under barnets fortsatte ophold i hjemmet.

Dette krav betyder i praksis, at kommunen skal forholde sig til, om støtteforanstaltninger kan gøre hjemmet tilstrækkeligt sikkert og udviklingsstøttende for barnet. Hvis barnets behov kan imødekommes forsvarligt med støtte i hjemmet eller ved en familieanbringelse, vil en anbringelse uden samtykke være vanskeligere at begrunde.

Vejledning om anbringelse efter barnets lov understreger, at kommunen altid skal have overvejet alternative og mindre indgribende former for støtte, inden der træffes afgørelse om anbringelse — også ved spædbørn umiddelbart efter fødslen. Vejledningen præciserer dog, at der ikke nødvendigvis skal have været iværksat mindre indgribende indsatser først, hvis grundlaget viser, at de ikke vil være tilstrækkelige.

Det afgørende er derfor ikke kun, om kommunen har “tilbudt noget før”, men om kommunen har vurderet og dokumenteret, hvorfor mindre indgribende indsatser ikke er tilstrækkelige.

6. Kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget

En afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes ikke af den enkelte sagsbehandler alene. Afgørelsen træffes af børne- og ungeudvalget efter barnets lov § 47.

Kommunen skal udarbejde en indstilling til udvalget. Efter barnets lov § 51 skal indstillingen blandt andet indeholde oplysninger og vurderinger, der gør udvalget i stand til at tage stilling til, om betingelserne for anbringelse uden samtykke er opfyldt. Vejledningen om anbringelse angiver, at indstillingen skal indeholde en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet og tage hånd om barnets særlige behov, herunder med støtte efter barnets lov eller anden relevant lovgivning.

Hvis indstillingen helt eller delvist bygger på omsorgssvigt, vold eller overgreb, og kommunen ikke samtidig indstiller, at søskende i husstanden under 15 år også skal anbringes, skal indstillingen indeholde en begrundelse for dette og beskrive, hvilken støtte der iværksættes for søskende og familien.

Dette viser, at lovgivningen kræver sammenhæng og konsekvens i kommunens vurdering. Hvis kommunen eksempelvis mener, at der er alvorligt omsorgssvigt over for ét barn, skal kommunen også forholde sig til, hvad det betyder for eventuelle søskende i hjemmet.

7. Barnets inddragelse og rettigheder

Barnets lov bygger på et styrket fokus på barnets rettigheder og barnets egen stemme. Kommunen skal inddrage barnet eller den unge i sagens proces, herunder under udredningen, og forældrene skal også inddrages.

Barnets synspunkter skal ikke nødvendigvis være afgørende for resultatet, men de skal indgå som en del af beslutningsgrundlaget. Det gælder særligt i sager, hvor afgørelsen har stor betydning for barnets hverdag, relationer og tryghed.

I sager om anbringelse uden samtykke har børn og unge, der er fyldt 10 år, ret til gratis advokatbistand og klageadgang. Det samme gælder forældremyndighedsindehaveren.

8. Ret til gratis advokatbistand

Efter barnets lov § 140 skal forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, tilbydes gratis advokatbistand i en række indgribende sager. Social- og Boligministeriet oplyser konkret, at både forældremyndighedsindehaveren og børn og unge fra 10 år har ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke.

Retten til advokat er en væsentlig retssikkerhedsgaranti. En advokat kan blandt andet hjælpe med:

• aktindsigt
• partshøring
• indsigelser mod kommunens oplysninger
• vurdering af om sagen er tilstrækkeligt oplyst
• argumentation for mindre indgribende indsatser
• klage til Ankestyrelsen

9. Klageadgang og prøvelse

Hvis børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om anbringelse uden samtykke, kan afgørelsen indbringes for Ankestyrelsen. Social- og Boligministeriet oplyser, at både forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge fra 10 år kan klage over udvalgets afgørelse til Ankestyrelsen.

Vejledningen om anbringelse beskriver, at en afgørelse om anbringelse uden samtykke kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, og at der også kan være mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse.

10. Genbehandling af anbringelse uden samtykke

En anbringelse uden samtykke er ikke nødvendigvis tidsubegrænset uden ny vurdering. Efter barnets lov § 50 skal børne- og ungeudvalget som udgangspunkt træffe en ny afgørelse, hvis anbringelsen skal opretholdes ud over ét år fra udvalgets afgørelse. Hvis barnet eller den unge har været anbragt inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, kan genbehandlingsfristen i stedet være to år.

Ved genbehandlingen skal der igen tages stilling til, om de materielle betingelser for at opretholde anbringelsen uden samtykke fortsat er opfyldt.

11. Særligt om spædbørn og ufødte børn

Ved spædbørn og sager kort efter fødslen stilles der særligt høje krav til sagsbehandlingen, fordi barnet kan blive adskilt fra forældrene meget tidligt i livet. Ankestyrelsen har i en principmeddelelse om ufødte børn understreget, at der er tale om meget indgribende afgørelser, og at der stilles særligt høje krav til sagsbehandlingen og indstillingen til børne- og ungeudvalget.

Vejledningen om anbringelse præciserer også, at en bestemt diagnose eller bestemte problemer hos forældrene ikke i sig selv kan begrunde anbringelse uden samtykke. Det afgørende er, hvilken betydning forholdene konkret har for barnets sundhed eller udvikling.

Dette er vigtigt: Kommunen må ikke alene bygge sagen på generaliserede antagelser om en diagnose, tidligere historik eller social situation. Der skal foretages en konkret vurdering af barnets risiko og forældrenes aktuelle omsorgsevne.

12. Konklusion

Lovgivningen stiller strenge krav, før et barn kan anbringes uden samtykke. Kommunen skal som udgangspunkt først screene, afdække eller undersøge sagen efter barnets lov §§ 18-22. Hvis kommunen vil gå videre med anbringelse uden samtykke efter § 47, skal der foreligge en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade.

Samtidig skal kommunen kunne begrunde, hvorfor problemerne ikke kan løses under barnets fortsatte ophold i hjemmet — heller ikke med støtte efter eksempelvis barnets lov § 32. Det omfatter blandt andet støtte i hjemmet, familiebehandling, kontaktperson, støtteophold eller familieanbringelse/mor-barn-ophold.

En tvangsmæssig anbringelse må derfor ikke være første automatiske løsning. Den skal være nødvendig, proportional og tilstrækkeligt dokumenteret.

Centrale paragraffer