Præsidentens limousine bevægede sig gennem byen med kalechen nede. Langs ruten stod mennesker tæt ved fortovene. De vinkede, råbte og løftede kameraerne mod John F. Kennedy og hans hustru Jacqueline.

Kort efter lød skuddene.

“Præsidenten sank sammen i bilen, mens kortegen accelererede mod hospitalet. Få timer senere var USA ikke længere det samme land.”

En mistænkt blev hurtigt fundet. Lee Harvey Oswald blev anholdt, afhørt og udpeget som præsidentens morder. Men han nåede aldrig frem til en retssal. To dage efter attentatet trådte natklubejeren Jack Ruby frem blandt politifolk og journalister og skød Oswald på direkte fjernsyn.

Manden, der skulle have forklaret verden, hvorfor præsidenten døde, var selv blevet tavs.

Sådan begynder næsten enhver god kriminalfortælling: med et lig, en mistænkt og et motiv, ingen helt kan forklare.

Forskellen var blot, at denne historie var virkelig.

Robert F. Kennedy i Det Hvide Hus, 1964 © Yoichi R. Okamoto 

Kapitel 1: Broderen i Justitsministeriet

To år tidligere var Robert F. Kennedy rykket ind i det amerikanske justitsministerium.

Han blev kaldt Bobby. Han var præsidentens lillebror, nærmeste politiske rådgiver og USA's nye justitsminister. Bag det unge ansigt gemte sig en politiker med en bemærkelsesværdig evne til at skabe fjender.

Robert Kennedy havde allerede undersøgt korruption og organiseret kriminalitet for Senatets såkaldte Rackets Committee. Som justitsminister gjorde han kampen mod mafiaen til en føderal hovedopgave.

For første gang blev indsatsen koordineret mellem samtlige 26 føderale retshåndhævende myndigheder. Nye love, efterforskninger og retsforfølgelser pressede organisationer, som i årevis havde opereret gennem fagforeninger, kasinoer, virksomheder, bestikkelse og vold.

Bobby Kennedy kaldte den organiserede kriminalitet en slags privat regering.

Det var en præcis beskrivelse af det miljø, han gik i krig med.

Mafiaen var ikke blot mænd i mørke restauranter. Den kontrollerede pengestrømme, havne, fagforeninger, entrepriser, spil og politiske forbindelser. Den havde venner i rådhuse og kontakter i politiet. Og når venskab ikke virkede, fandtes der andre metoder.

Robert Kennedy gik især efter Teamsters-lederen Jimmy Hoffa. For Kennedy var Hoffa symbolet på forbindelsen mellem fagbevægelsens enorme pensionsformuer og den kriminelle underverden.

For Hoffa var Robert Kennedy noget andet:

En fjende, der ikke ville forsvinde.

Kapitel 2: Mændene med motiverne

I New Orleans sad mafiabossen Carlos Marcello.

Robert Kennedys justitsministerium havde i 1961 fået Marcello deporteret under dramatiske omstændigheder. Han blev sendt til Guatemala, selv om hans kriminelle imperium og familie befandt sig i USA.

Marcello vendte tilbage.

Men ydmygelsen var ikke glemt.

I Florida fandtes Santo Trafficante Jr., hvis organisation tidligere havde tjent store penge på kasinoer og andre aktiviteter i Cuba. Fidel Castros revolution havde kostet mafiaen adgang til Havanas lukrative spilleverden.

I Chicago sad Sam Giancana, en af de mest magtfulde mafiachefer i landet.

Der var altså mænd med penge, forbindelser og erfaring i vold. Flere af dem havde mistet noget under Kennedy-familien: indflydelse, indtægter, frihed eller værdighed.

Det er her, kriminalfortællingen begynder at ligne en sammensværgelse.

Men et motiv er ikke et bevis.

Den senere kongreskomité House Select Committee on Assassinations fandt ikke tilstrækkelige beviser for, at den nationale mafiaorganisation som helhed stod bag mordet. Komiteen udelukkede dog ikke, at enkelte personer med forbindelse til organiseret kriminalitet kunne have handlet uden organisationens samlede godkendelse.

Mafiaen befandt sig derfor i et mærkeligt historisk rum:

Den kunne ikke dømmes.

Men den kunne heller ikke helt forlade gerningsstedet.

Kapitel 3: Da staten hyrede underverdenen

Mens Robert Kennedy bekæmpede mafiaen, foregik der noget i den amerikanske stats skyggeside, som selv en kriminalforfatter kunne have haft svært ved at finde på.

CIA samarbejdede med personer fra den organiserede kriminalitet.

Formålet var at dræbe Cubas leder Fidel Castro.

CIA havde brug for mennesker, der kunne bevæge sig i Cubas underverden og gennemføre en operation, som regeringen ikke officielt kunne forbindes med. Mafiaen havde forbindelserne, erfaringen og sit eget motiv: Castro havde lukket de kasinoer og forretninger, som før revolutionen havde gjort Havana til en guldgrube.

Mellem efterretningstjenesten og mafiaen bevægede sig mænd som Robert Maheu og John Roselli. Sam Giancana og Santo Trafficante blev knyttet til attentatplanerne.

Dette er ikke en konspirationsteori.

Samarbejdet blev senere dokumenteret gennem amerikanske undersøgelser. Kongresmaterialet beskrev, hvordan CIA-støtte kunne give mafiaen officiel beskyttelse og logistiske muligheder, mens forholdet til efterretningstjenesten samtidig kunne bruges som et værn mod retsforfølgelse.

På den ene side af Washington forsøgte justitsministeren at knuse mafiaen.

På den anden side forsøgte CIA at bruge den.

Ingen institution sad nødvendigvis med hele billedet.

Og netop dér opstod det farlige område mellem lov og kriminalitet, hvor ingen efterfølgende kunne være helt sikre på, hvem der arbejdede for hvem.

Kapitel 4: Den skjulte korridor

Forestil dig ikke ét stort lokale, hvor CIA-chefer, mafiabosser og politikere sad omkring samme bord og planlagde verdens gang.

Virkelighedens hemmelige operationer fungerede sjældent så enkelt.

De bestod af adskilte rum.

En embedsmand kendte én del. En mellemmand kendte en anden. En mafiakontakt fik en opgave uden at få hele forklaringen. En cubansk eksilgruppe modtog penge, våben eller træning gennem kanaler, der kunne afbrydes og benægtes.

Det kaldes ofte plausibel benægtelse: Systemet indrettes, så de øverste lag kan afvise kendskab, hvis operationen bliver afsløret.

Det betyder ikke, at alle hemmelige aktiviteter førte til mordet på Kennedy.

Men det betyder, at der allerede eksisterede netværk, hvor attentater blev diskuteret som et politisk redskab.

Den senere kongresundersøgelse skrev, at forbindelserne mellem CIA, mafiaen og cubanske aktører rummede centrale bestanddele i en mulig attentatsammensværgelse: personer, motiver og midler. Komiteen understregede samtidig, at den ikke kunne dokumentere en forbindelse mellem disse operationer og mordet i Dallas.

Det er forskellen mellem en mulig mekanisme og en bevist forbrydelse.

Den forskel forsvinder ofte i konspirationsteorierne.

Kapitel 5: Oswald

Lee Harvey Oswald passede dårligt ind i en enkel fortælling.

Han havde været amerikansk marinesoldat. Han var rejst til Sovjetunionen, havde forsøgt at opgive sit amerikanske statsborgerskab og var senere vendt tilbage til USA med sin russiske hustru.

Han interesserede sig for Cuba og støttede offentligt Castro. Kort før attentatet havde han opholdt sig i Mexico City, hvor han søgte kontakt med den cubanske og sovjetiske ambassade.

Han var politisk, vred og utilpasset.

Men var han alene?

Warrenkommissionen konkluderede, at Oswald affyrede skuddene, og at der ikke var fundet bevis for en sammensværgelse. Den senere kongresundersøgelse fastholdt, at Oswald var gerningsmand, men kritiserede samtidig den oprindelige undersøgelse af mulige medskyldige.

Komiteen vurderede, at Warrenkommissionen ikke havde fået fuldt samarbejde fra CIA og FBI. Især oplysningerne om CIA's samarbejde med mafiaen i attentatplanerne mod Castro var blevet tilbageholdt. Tidligere medarbejdere fra Warrenkommissionen forklarede senere, at denne viden ville have ændret efterforskningens retning markant.

Det beviser ikke, at Oswald arbejdede for CIA, Cuba, Sovjetunionen eller mafiaen.

Det beviser noget andet:

Den kommission, der skulle afgøre, om der fandtes en sammensværgelse, kendte ikke til alle de virkelige sammensværgelser, som den amerikanske stat selv deltog i.

Kapitel 6: Manden, der dræbte den mistænkte

Jack Ruby ejede natklubber og kendte mennesker i Dallas' politi- og underholdningsmiljø.

Han var ikke en fremmed, der ved et tilfælde vandrede ind på politistationen. Han bevægede sig blandt journalister og betjente i dagene efter attentatet.

Søndag den 24. november 1963 befandt han sig i kælderen under politihovedkvarteret, da Oswald blev ført frem.

Ruby trådte frem.

Et skud.

Oswald faldt.

Ruby forklarede senere sin handling med sorg og ønsket om at skåne Jacqueline Kennedy for en retssag. Men mordet skabte straks en mistanke, som aldrig helt forsvandt:

Var Oswald blevet bragt til tavshed?

At Ruby havde kontakter til personer i kriminelle miljøer, er ikke det samme som, at mafiaen beordrede ham til at skyde. Kongresundersøgelsen fandt nye forbindelser omkring både Ruby og Oswald, som Warrenkommissionen ikke havde kendt, men fandt ikke et endeligt bevis for, at Ruby udførte en organiseret ordre.

I en roman ville Rubys handling næsten være for åbenlys.

I virkeligheden skete den foran kameraerne.

Kapitel 7: Hvad vidste Bobby?

Efter sin brors død fortsatte Robert Kennedy først som justitsminister og senere som senator.

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål er, hvor meget han selv vidste om planerne mod Castro.

Robert Kennedy var involveret i Kennedy-regeringens hårde Cuba-politik og fulgte hemmelige operationer tæt. Men forskere diskuterer fortsat, hvor præcist og hvor tidligt han kendte til CIA's anvendelse af mafiafolk i egentlige mordplaner.

Der findes derfor flere mulige fortolkninger:

Måske kendte han kun dele af operationerne.

Måske kendte han målet, men ikke metoderne.

Måske fik han senere at vide, at de mænd, hans ministerium retsforfulgte, samtidig havde udført tjenester for CIA.

Ingen af mulighederne kan uden videre omsættes til sikker viden om hans reaktion efter mordet på JFK.

Det er fristende at forestille sig Bobby Kennedy alene med den erkendelse, at hans regerings skjulte krig mod Castro kunne have skabt en vej tilbage mod hans egen familie.

Men det ville være en litterær tanke.

Ikke et dokumenteret faktum.

Kapitel 8: Den anden Kennedy falder

I 1968 stillede Robert Kennedy op som præsidentkandidat.

Natten til den 5. juni havde han netop vundet Demokraternes primærvalg i Californien. Efter sin sejrstale gik han gennem køkkenområdet på Ambassador Hotel i Los Angeles.

Der lød skud.

Sirhan Sirhan blev overmandet med en revolver i hånden og senere dømt for mordet. Robert Kennedy døde den følgende dag.

Endnu en Kennedy-bror var væk.

Også denne sag udviklede sit eget mørke ekko af ballistik, skudretninger, lydoptagelser og teorier om en mulig anden skytte. Sirhan blev grebet på stedet, men diskussionen har fortsat om, hvorvidt alle skuddene og det dødelige sår kan forklares af hans placering.

Ingen anden gerningsmand er blevet dømt, og teorien om en ekstra skytte er ikke bevist.

National Archives offentliggjorde i 2025 mere end 84.000 sider og en række lydfiler fra RFK-sagen. Materialet blev fordelt over tre store frigivelser i april, maj og juni, og yderligere dokumenter kan fortsat blive tilføjet.

Arkiverne voksede.

Men sikkerheden gjorde ikke nødvendigvis det samme.

Kapitel 9: Kennedy-forbandelsen

John og Robert var ikke de eneste i familien, der døde unge eller voldsomt.

Den ældste bror, Joseph Kennedy Jr., omkom under en farlig militær mission i 1944. Søsteren Kathleen døde i et flystyrt i 1948. John blev myrdet i 1963. Robert blev myrdet i 1968. Senere fulgte flere ulykker og tidlige dødsfald blandt familiens efterkommere.

Det gav næring til udtrykket Kennedy-forbandelsen.

Men en forbandelse er ikke en historisk forklaring.

Kennedy-familien var usædvanligt stor, offentlig og involveret i politik, krig, flyvning, risikofyldt adfærd og andre miljøer, hvor farer kunne opstå. Når mange tragedier samles omkring én berømt familie, begynder mennesket naturligt at lede efter et fælles mønster.

Nogle gange findes et mønster.

Andre gange skaber vi det selv.

Kapitel 10: Arkivet åbnes

I marts 2025 blev alle dokumenter i JFK-samlingen, som fortsat var tilbageholdt på grund af klassificering, frigivet. Samlingen består samlet af millioner af sider, billeder, lydoptagelser og andre arkivalier, og arbejdet med at digitalisere materialet fortsætter.

Dokumenterne har givet flere detaljer om CIA's operationer, overvågning, udenlandske kontakter og de netværk, der omgav Cuba og den kolde krig.

Men der er endnu ikke fremkommet ét enkelt dokument med en ordre:

Dræb præsidenten.

Ingen kvittering.

Ingen fuldstændig deltagerliste.

Ingen tilståelse, der binder alle trådene sammen.

Det betyder ikke, at enhver teori er falsk.

Det betyder, at bevisbyrden stadig består.

Historikeren må derfor arbejde anderledes end kriminalforfatteren. Forfatteren kan afsløre sammensværgelsen på bogens sidste sider. Historikeren må acceptere, at nogle mapper ender uden en afslutning.