Katakomber og knoglekirker har gennem århundreder vakt både fascination og mistanke.
Var de makabre udsmykninger blot en praktisk løsning på overfyldte kirkegårde – eller gemmer de på en mørkere forbindelse til kolonisering, frimureri og udslettede blodlinjer?
Når man ser vægge bygget af menneskekranier, lysekroner sammensat af knogler og underjordiske gange fyldt med jordiske rester, opstår spørgsmålet næsten automatisk:
Var de makabre udsmykninger blot en praktisk løsning på overfyldte kirkegårde – eller gemmer de på en mørkere forbindelse til kolonisering, frimureri og udslettede blodlinjer?
“Hvor kom alle disse mennesker fra – og hvorfor blev deres knogler arrangeret på denne måde?”
På sociale medier og alternative historiesider bliver Europas katakomber undertiden kædet sammen med koloniseringen af Amerika. En af teorierne går på, at etableringen af de 13 britiske kolonier kan have været forbundet med udslettelsen af 13 oprindelige stammer. Andre hævder, at den transatlantiske slavehandels såkaldte Middle Passage er blevet fremstillet omvendt, og at skibe i virkeligheden transporterede lig eller mennesker ud af Amerika.
Der findes også forestillinger om, at knoglerne blev anvendt i hemmelige ritualer, som skulle overføre jord, arveret, kongelige blodlinjer eller åndelig autoritet fra én befolkning til en anden.
Teorien er dramatisk. Men hvad viser de historiske kilder?
Knoglerne kom hovedsageligt fra lokale kirkegårde
De kendte europæiske knogleanlæg er normalt ossuarier – benhuse, hvor skeletdele blev opbevaret, efter at ældre grave var blevet åbnet eller nedlagt.
Det bedst kendte eksempel er katakomberne under Paris. I slutningen af 1700-tallet var flere af byens kirkegårde så overfyldte, at de blev betragtet som et alvorligt sundhedsproblem. Kirkegården Saints-Innocents havde på det tidspunkt været benyttet gennem næsten tusind år.
Fra 1785 begyndte myndighederne derfor at tømme gravene og flytte knoglerne til tidligere kalkstensbrud uden for datidens bygrænse. Transporterne foregik om natten, blandt andet for at undgå protester fra befolkningen og kirken. Overførslerne fortsatte i flere perioder frem til 1800-tallet.
Knoglerne blev ikke oprindeligt placeret som kunstværker. De blev først hældt ned gennem skakter og samlet i gangene. Mellem 1810 og 1814 blev anlægget omorganiseret og gjort mere monumentalt. De synlige vægge blev bygget af kranier og lange knogler, mens mindre knogler og fragmenter blev lagt bag facaderne.
En kirke dekoreret med menneskeknogler
I Sedlec i det nuværende Tjekkiet findes en af verdens mest berømte knoglekirker.
Her stammer resterne ifølge stedets egen historiske dokumentation fra den store kirkegård omkring det tidligere cistercienserkloster. Området blev i middelalderen ramt af hungersnød, pest, krig og høj dødelighed. Da kirkegården ikke længere kunne udvides, blev ældre grave åbnet, og knoglerne blev opbevaret i kirkens underjordiske kapel.
Den mest spektakulære udsmykning blev først færdiggjort i 1870 af træskæreren František Rint. Han skabte blandt andet en lysekrone, guirlander og familien Schwarzenbergs våbenskjold af menneskeknogler.
Det betyder, at den berømte udsmykning ikke stammer fra Amerikas kolonisering i 1600- og 1700-tallet. Den nuværende form blev hovedsageligt skabt langt senere som en blanding af kristen dødsbevidsthed, romantisk æstetik og makaber kunst.
Hvorfor udsmykke en kirke med de døde?
I den kristne tradition kunne knogler fungere som et memento mori – latin for “husk, at du skal dø”.
Budskabet var ikke nødvendigvis satanisk eller hemmeligt. Det skulle minde både rige og fattige om, at jordisk magt er midlertidig, og at alle mennesker ender samme sted.
Ossuarier havde samtidig en praktisk funktion. Når kirkegårde blev genbrugt, kunne knoglerne ikke blot smides væk. I den kristne forståelse skulle de fortsat behandles som rester af afdøde mennesker og placeres i indviet jord eller i et kirkeligt benhus.
Det forklarer imidlertid ikke nødvendigvis alle lokale symboler. Nogle udsmykninger kan være påvirket af velhavende familier, religiøse bevægelser eller den tids syn på død og social status. Men det er noget andet end dokumentation for et ritual, der skulle overføre ejendomsret eller biologisk slægtskab.
Var der 13 stammer bag de 13 kolonier?
Der er ingen kendt historisk dokumentation for en direkte forbindelse mellem de 13 britiske kolonier og præcis 13 oprindelige nationer.
Tværtimod bestod de oprindelige samfund i det østlige Nordamerika af mange selvstændige nationer, bysamfund og politiske forbund. Alene Powhatan-sammenslutningen omkring Virginia omfattede mere end 30 stammer, da englænderne ankom til Jamestown. Længere mod nord bestod Haudenosaunee-forbundet af fem og senere seks nationer.
Derfor passer en enkel model med “én koloni for én udslettet stamme” ikke til den kendte politiske geografi.
Det betyder ikke, at koloniseringen var fredelig. Oprindelige nationer blev ramt af epidemier, krige, tvangsforflyttelser, brudte aftaler og tab af enorme landområder. Disse overgreb er veldokumenterede – men de foregik gennem militær magt, lovgivning, koloniale chartrer og traktater, ikke gennem en påvist forbindelse til europæiske knoglekirker.
Kunne Middle Passage være foregået i den modsatte retning?
Den transatlantiske slavehandel efterlod et usædvanligt omfattende arkivmateriale.
SlaveVoyages-databasen indeholder oplysninger om mere end 36.000 dokumenterede slaverejser. Databasen bygger blandt andet på havnejournaler, toldpapirer, skibsregistre, forsikringsoplysninger, retsdokumenter og materiale fra arkiver i flere forskellige lande.
Forskerne anslår, at omkring 12,52 millioner afrikanske fanger blev ført om bord med Amerika som destination, og at cirka 10,7 millioner overlevede overfarten og blev landsat, hovedsageligt i Amerika. Mange rejser kan dokumenteres gennem flere uafhængige kilder fra forskellige lande og myndigheder.
Der forekom også slavehandel med oprindelige amerikanere, og mennesker blev transporteret fra Nordamerika og Caribien til andre områder. Men der findes ikke dokumentation for, at den samlede Middle Passage i hemmelighed gik den modsatte vej, eller at Europas store ossuarier blev fyldt med lig transporteret fra de 13 kolonier.
En operation af den størrelse ville forventeligt have efterladt spor i havneprotokoller, fragtlister, kirkeregnskaber og arkæologiske analyser af knoglerne.
Frimurerne blandt USA’s grundlæggere
Det er korrekt, at George Washington var frimurer. Han blev optaget i en loge i Fredericksburg i 1752, og frimureriske ceremonier spillede en rolle ved flere officielle begivenheder i hans liv. Benjamin Franklin var ligeledes aktiv i frimureriet.
Det dokumenterer dog ikke, at alle USA’s grundlæggere var frimurere, eller at logerne kontrollerede Europas katakomber.
Frimureriet benyttede symbolik, ceremonier og lukkede møder. Det har gennem tiden gjort bevægelsen til et oplagt centrum for konspirationsteorier. Historikere skelner imidlertid mellem enkeltpersoners medlemskab og bevis for, at frimureriet som organisation styrede historiske begivenheder.
Der er ikke fremlagt en dokumenteret forbindelse mellem frimureriske loger, ossuarier og et ritual for såkaldt destiny swapping.
En virkelig historie om stjålne forfædre
En del af mistanken rammer dog noget historisk virkeligt.
Oprindelige amerikaneres grave blev gennem 1800- og 1900-tallet åbnet af private samlere, arkæologer, museer og offentlige institutioner. Menneskelige rester blev indsamlet, undersøgt og undertiden udstillet uden samtykke fra de berørte samfund.
I 1990 vedtog USA derfor loven NAGPRA, som pålægger mange museer og føderale institutioner at identificere og tilbageføre oprindelige folks menneskelige rester, gravgenstande og hellige genstande til efterkommere og oprindelige nationer.
Historien om gravplyndring, kolonial vold og stjålne kulturgenstande er således ikke en teori. Den er veldokumenteret.
Men den bør ikke blandes sammen med påstanden om, at millioner af oprindelige amerikanere blev fragtet til Europa og arrangeret under kirker som led i et skjult arveritual. Den forbindelse understøttes ikke af den kendte kronologi eller de tilgængelige kilder.
-
Konklusion
Katakombernes udseende gør dem næsten skabt til teorier om hemmelige ritualer. De kombinerer død, religion, skjulte rum og menneskelige rester – alle de elementer, som naturligt vækker mistanke.
Men den mest sandsynlige forklaring er også den bedst dokumenterede: Europas ossuarier blev primært fyldt med rester fra lokale, overfyldte kirkegårde. Knoglerne blev senere organiseret af praktiske, religiøse og kunstneriske årsager.
Koloniseringens overgreb, slavehandelen og gravplyndringen af oprindelige folk var virkelige. Men den foreslåede forbindelse mellem disse forbrydelser og et frimurerisk ritual under Europas kirker mangler fortsat en efterprøvbar dokumentationskæde.
!!!
C.P Graff
