M

å Christiansborg ikke sove videre

Der findes emner, som er så ubehagelige, at mange helst vil se væk. Seksuelle overgreb mod børn er et af dem. Men netop derfor har politikere, myndigheder, medier og voksne borgere et særligt ansvar for at se virkeligheden i øjnene.

Når et forslag om minimumsstraf for besiddelse, udbredelse og produktion af seksuelt overgrebsmateriale med mindreårige behandles i Folketinget, bør det ikke være et smalt teknisk spørgsmål. Det bør være et alvorligt øjeblik, hvor hele det politiske Danmark spørger sig selv: Gør vi nok for at beskytte børn?

Den 23. juni 2026 blev Jacob Harris’ beslutningsforslag B 7 førstebehandlet i Folketinget. Forslaget handler om at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om minimumsstraf for besiddelse, udbredelse og produktion af materiale, der viser seksuelle overgreb mod mindreårige. Forslaget blev efter førstebehandlingen henvist til Retsudvalget.

Det er en vigtig debat. Men den må ikke ende som endnu en debat, hvor alle udtrykker bekymring, hvorefter hverdagen fortsætter som før.

For tallene taler deres tydelige sprog.

Ifølge Børns Vilkårs Svigtrapport 2025 var der i 2024 anmeldelser om seksualforbrydelser mod 1.814 børn. Det svarer til, at der i gennemsnit hver eneste dag er børn i Danmark, som indgår i politianmeldte sager om seksualforbrydelser. Samme rapport peger på, at børn, der er ofre for anmeldte seksualforbrydelser, trives dårligere i skolen og har markant højere fravær end andre børn.

Red Barnet og Aalborg Universitet har samtidig peget på, at antallet af domme for seksualforbrydelser mod børn er steget fra 265 domme i 2015 til 377 domme i 2025. Alene fra 2024 til 2025 steg antallet fra 327 til 377 domme. Det er ikke små udsving. Det er en udvikling, der kræver politisk alvor.

Der er også konkrete sager, som viser, hvor ekstremt alvorlige disse forbrydelser kan være. I marts 2026 blev Danmark rystet af sagen fra Haderslev, hvor en syv måneder gammel pige ifølge omtalen i DR’s podcast Lyssky blev bortført fra sin barnevogn. En 37-årig mand blev efterfølgende sigtet for frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt. Han nægtede sig skyldig. Netop derfor skal sagen omtales præcist: En sigtelse er ikke en dom. Men selve mistanken og sagens karakter viser, hvor brutalt virkeligheden kan ramme helt små børn og deres familier.

Når sådanne sager kommer frem, opstår der ofte vrede. Det er forståeligt. Men vrede alene beskytter ikke børn. Det gør handling, systematik, efterforskning, forebyggelse, børnefaglig opmærksomhed og politisk prioritering.

Derfor bør Folketinget og regeringen ikke nøjes med at diskutere straffe. Straf er vigtig, men straf kommer først efter forbrydelsen. Hvis samfundet vil beskytte børn, skal der også sættes langt hårdere ind før overgrebet sker, mens mistanken undersøges, og efter barnet har fortalt.

Det handler blandt andet om flere ressourcer til efterforskning af seksuelle overgreb mod børn. Det handler om bedre uddannelse af fagpersoner i daginstitutioner, skoler, plejefamilier, døgninstitutioner og kommuner. Det handler om hurtigere og mere konsekvent brug af børnehuse, pædiatriske undersøgelser og retmedicinsk bistand, når der er mistanke om overgreb. Og det handler om, at politiet og kommunerne skal tage anmeldelser og underretninger alvorligt fra første kontakt.

Børns Vilkår anbefaler blandt andet, at alle børn i hjemmet henvises til et børnehus, hvis der er mistanke om, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb. Organisationen anbefaler også pædiatrisk og/eller retmedicinsk undersøgelse af alle børn i børnehus ved mistanke om overgreb samt hjælp og støtte til børn og unge, der har begået overgreb mod andre børn og unge.

Det er konkrete forslag. De bør ikke ligge i rapporter og samle støv.

Samtidig må debatten holdes på et faktuelt grundlag. I den offentlige debat nævnes der ofte voldsomme lokale sager og navngivne personer. Nogle af sagerne kan være sande, andre kan være misforståede, og nogle kan være umulige at dokumentere offentligt. Men hvis man vil skabe reel forandring, må man skelne mellem dokumenterede sager, sigtelser, domme og ubekræftede påstande. Ellers risikerer man, at alvoren drukner i rygter, og at de børn, det hele burde handle om, igen bliver tabt.

Det ændrer dog ikke ved hovedproblemet: Danmark har et alvorligt problem med seksuelle overgreb mod børn. Det er ikke et nicheproblem. Det er ikke noget, der kun foregår “andre steder”. Det er et samfundsproblem.

Derfor må Christiansborg vågne.

Politikere kan ikke nøjes med at tale om børns trivsel ved festlige lejligheder. De må også være til stede i de mørkeste sager. De må kende tallene. De må kende systemets huller. De må stille spørgsmål til kommunernes sagsbehandling, politiets efterforskning, institutionernes beredskab og domstolenes praksis. Og de må sikre, at børn møder et system, som reagerer hurtigt, professionelt og konsekvent.

Børn kan ikke selv råbe højt nok til at ændre systemet. Det er de voksnes ansvar.

Når et barn udsættes for seksuelle overgreb, er det ikke kun gerningsmandens forbrydelse. Det er også en test af samfundets moral. Spørgsmålet er, om vi ser barnet, hører barnet og handler — eller om vi endnu en gang vender os væk, fordi emnet er for ubehageligt.

Det er ikke nok at være forarget, når en sag rammer forsiden.

Det er ikke nok at sige, at børn skal beskyttes.

Det er ikke nok at holde taler.

Der skal handles. Nu.